ENYA FONDENStøt os

● Om os

Enya Fonden udspringer af kærlighed og et ønske om at gøre en forskel

Vores arbejde udspringer af personlige erfaringer og et brændende ønske om at gøre en forskel for dem, der lever med de sværeste vilkår.

● Vores historie

En personlig historie, en global mission

Vores fundament er vores datter, Enya. Hun er en helt unik pige, født med et gennemgribende handicap, der giver hende særlige livsvilkår. Med inspiration fra hendes liv og styrke ønsker vi at række hånden ud til andre familier i lignende situationer.

Vi har et særligt fokus på Zambia. Da Enyas far, Peter, er zambianer, har vi et indgående kendskab til de kulturelle og sociale forhold, som præger familiernes hverdag der. Vi ved, at hjælpen her ofte er begrænset – og det vil vi ændre på.

I Danmark – arbejder vi for at skabe et rum, hvor forældre med børn med handicap kan mødes og mærke, at de ikke står alene.

Enya med sin familie

Hvorfor Zambia?

I mange dele af Zambia bliver børn med handicap desværre ikke mødt med den værdighed og respekt, de fortjener. Enya Fonden arbejder for at bryde tabuer og skabe en ny fortælling:

Værdighed

Alle børn er lige meget værd, uanset deres fysiske eller kognitive forudsætninger.

Inklusion

Vi kæmper for, at børn med handicap bliver set som en værdifuld del af fællesskabet.

Kærlighed og omsorg

Vi vil sikre, at børnene får adgang til de rettigheder og den omsorg, enhver lille sjæl fortjener.

● I Danmark

Et rum til forældre

At være forælder til et barn med handicap kan være både smukt, krævende og til tider ensomt. Derfor arbejder Enya Fonden også her i Danmark – for at skabe rum, hvor forældre kan mødes og mærke, at de ikke står alene.

Med initiativer som vores event “Vores Rum” samler vi forældre til eftermiddage med plads til ærlige samtaler, fællesskab og ny inspiration. Uanset om barnet er hos dig eller lever videre i dit hjerte, er der plads til dig – i et fællesskab af mennesker, der forstår livet, som det også kan se ud.

“Vi tror på, at selv det mindste lys kan gøre en stor forskel.”